Teatret som sted for modelstudier
af Karen-Maria Bille
En overgang var jeg genstand for diverse analyseinstitutters ihærdige rundspørgen. Mit telefonnummer må være havnet på den liste, de alle sammen benyttede sig af. Mange af de spørgsmål de stillede mig var af så forenklet eller entydig en natur, at jeg var ude af stand til at honorere dem med et anvendeligt svar. Der har helt sikkert ikke været en rubrik til dem på deres spørgeskemaer.
Skuespillet “Mainstream” handler netop om dét; om hvordan ingen af os i virkeligheden passer ind i de rigtige kasser. Om hvordan vi allesammen er en slags alternativer til mainstream. Selv om vi ikke fornægter at der findes en norm, rummer vi allesammen for mange særheder til at føle os som del af den. Og hvordan er det så vi definerer os selv? I en drilagtig dramatisk form, et dramaturgisk modstykke til en Rubiks terning, undersøger den unge, skotske forfatter David Greig spørgsmålet om identitet. Er vi det, vi siger, eller det vi gør, eller det vi har gjort, eller det vi forventer af os selv, eller det andre forventer af os? Spørgsmålene er typiske for eneren Greig, som nu for første gang introduceres for et dansk publikum med den kritikerroste forestilling “Casanova” der i disse dage spiller i Det Kgl.Teaters Turbinehaller.
I sit hjemland er den produktive forfatter allerede en kendt figur, der i en alder af 34 år kan fremvise en værkliste på over 20 titler for teater, radio og tv. Siden sin debut med skuespillene ”A Savage Reminiscence” og ”The Opera House Remained Unbuilt” fra henholdsvis 1991 og ´92 , har han skrevet mellem to og fire stykker årligt, været husdramatiker ved Royal Shakespeare Company og arbejdet for BBC Radio.
David Greig er født i Edinburgh i 1969, opvokset i Nigeria og uddannet på universitetet i Bristol, hvor han studerede engelsk og drama. I 1990 grundlagde han sammen med instrukøren Graham Eatough teaterkompagniet ”Suspect Culture” – et internationalt turnerende teater i Glasgow. En del af hans stykker er skrevet under workshop lignende former med Suspect Culture. Andre er udviklet i forbindelse med kompagniets årlige symposier ”Strange Behavior”, hvis formål er at knytte tættere bånd mellem teatret og den videnskabelige verden. Og endelig er der de skuespil Greig skriver under helt almindelige former, løsrevet fra de eksperimentelle sammenhænge han indgår i. Hans genremæssige spredning vidner om en uregerlig drift til at undersøge teatrale formsprog. Den tematiske spredning er tilsvarende stor. På trods af den ydre diversitet går Greigs stemme klart igennem; hans skæve univers er på en og samme gang samfundskritisk og humørfyldt.
David Greigs skuespil adskiller sig afgørende fra den øvrige engelsksprogede dramatik der siden midten af 90´erne er skyllet ind over de danske scener. Langt den overvejende del af de stykker, der har været opført herhjemme udspringer fra Royal Court Theatre i London, hvor man siden begyndelsen af 90'erne har gjort en målrettet indsats for at fremelske nyskrevne tekster. I løbet af 10-12 år er det her lykkedes en lille flok dygtige, hårdtarbejdende og lavtlønnede dramaturger og producenter, under kunstnerisk ledelse af først Stephen Daldry og siden instruktøren Ian Rickson, at skabe et dynamisk miljø for udvikling af ny dramatik. Royal Court er imidlertid ikke udelukkende blevet en rugekasse for nyskrevne tekster, det er i lige så høj grad blevet en stil kendt under betegnelsen “in-yer-face theatre”.
In-yer-face teater er lige præcis som det lyder. Det er lige-op-i-fjæset, hårdtslående, aggressivt og bevidst provokerende. Og det er nemt at identificere, når man står overfor det, fordi det opererer med et fast inventar af elementer som grænseoverskridende sexuel adfærd, misbrug i alle ordets tænkelige betydninger, vold, ydmygelse, sproglig vulgaritet samt i et vist omfang nedbrydning af dramaets klassiske fortællestrukturer. Frontfigurerne er Mark Ravenhill, hvis debutstykke med den megetsigende titel “Shopping and Fucking” har gået sin sejrsgang over det europæiske teaterrepertoire, og frem for alt afdøde Sarah Kane, der med sin hjerteskærende debut “Blasted” satte en hel ny form for teatral følsomhed på dagsordenen. Af øvrige højdepunkter indefor genren kan nævnes Patrick Marbers “Closer” og irske Irvin Welshs roman “Trainspotting”, der med stort held er blevet omsat til både teaterscenen og filmlærredet.
Den skotske David Greig er jævnaldrende med in-yer-face teatrets ophavsmænd og -kvinder, også han tilhører den såkaldte generation X født i anden halvdel af 1960'erne. Men dermed ophører også enhver lighed. Hvor den britiske bølge arbejder med et figurgalleri af livsstils-ikoner der overvejende tilhører deres egen aldersgruppe af 20årige, er Greigs verden rundhåndet befolket af mennesker af alle aldre, nationaliteter, sociale lag og erhvervsgrupper. Mens konfrontationen er det nav hvorom det meste drejer i Royal Court-dramatikken, har David Greig opfundet sit helt eget low-beat, essayistiske formsprog. Hvor ironien er den eneste form for humor der nødtvungent har vundet indpas i in-yer-face teatret, har Greig et højt udviklet blik for tilværelsens komiske sider.
Det demonstrer han ikke mindst i skuespillet ”Casanova” , hvor han med en løssluppen hilsen til den italienske libertiner Giacomo Casanova - der i sine memoirer har delagtiggjort eftertiden i sine mange elskovshistorier - iscenesætter en moderne forfører af samme navn. Som sin forgænger i faget rejser den moderne Casanova verden rundt fra erobring til erobring; i krigen mellem mænd og kvinder er han, i egen selvopfattelse, en spion og seksuel dobbeltagent, der arbejder under cover i en evig interkontinental søgen efter nydelse. Nu beder hans kvindelige velgører Mrs.Tennant, der som en anden Leporello fører liste over hans elskerinder, ham komme hjem og fremvise alle sine beviser fra den seksuelle slagmark på en udstilling. Udstillingsgenstandene skal præsenteres i et antal montrer, som en møbelsnedker får til opgave at udføre.
Inden Casanova vender hjem, ønsker han imidlertid at opleve det øjeblik, hvor døden kortvarigt udsættes og løgnen ikke eksisterer. Mens Casanova med kønsorganet som eneste kompasnål forfører kvinder af alle nationaliteter og observanser, går møbelsnedkeren i gang med sit eget projekt: At hævne den kone der forlod ham til fordel for Casanova. I skæringspunktet mellem Casanovas kønslige ekspansion og møbelsnedkerens opbygning af ”rammer” for seksuel aktivitet, lykkes det Greig at kaste et forfriskende lys over alle uddaterede forestillinger om mandlig forførelse forklaret som patologisk behov. Hos Greig iscenesættes begge køn som aktive parter; ”Jeg åbnede bare en dør, og hun gik igennem”, som Casanova siger.
Casanovas rastløse forførelser, der er båret oppe af en selvbedragerisk forestilling om at enhver kvinde på hans vej repræsenterer et potentielt hjem, har klangbund i et tidligere skuespil der bærer den urimelige titel ”The Cosmonaut´s last Message to the Woman he once loved in the former Soviet Union”. Her tegner Greig et portræt af en verden, hvor ingen længere er i stand til at kommunikere med hinanden; Satelitten kan ikke modtage signaler, der er sne på fjernsynsskærmen, på hospitalet har patienten fået en hjerneblødning der gør hende ude af stand til at give udtryk for sine meninger og den pludseligt forsvundne ægtemand efterlader sig spor som konen ikke er i stand til at dechifrere. Om bord på Harmony 114 kredser de to sovjetiske kosmonauter, Oleg og Casimir, rundt om jorden på 12. år, mens de forsøger at etablere en forbindelse med en verden der for længst har glemt dem. Mens et russisk mandskors mol-stemte sang fylder rumkapslen under dens aldrig ophørende kredsløb, følger vi en flok menneskers insisterende forsøg på at opnå kontakt med hinanden og få indfriet deres kærlighedslængsel. Det er karakteristisk for forfatteren, at han lader stykkets afsluttende kærlighedsscene udspille sig mellem den skotske taleterapeut Vivienne og den franske UFO-observatør Bernard, der i fraværet af fælles sprog er ude af stand til at tale sammen.
Fjernt fra det plot-orienterede dyrker Greig i flere af sine skuespil en fragmenteret og bevidst decentreret form. I forordet til ”The Cosmonaut´s last Message…” forklarer han skuespillets splittede form sådan her; ”Man har en tendens til at arrangere de ting der er sket i ens liv til en historie, der kan fortælles, hvis nogen skulle spørge. En meningsfyldt historie. En del af de ting vi har oplevet fremstår imidlertid som løsrevne eller uden sammenhæng med vores historie. En række oplevelser der, selv om de vækker genlyd i os, på trods af at de handler om os, ikke passer ind i den historie vi fortæller om os selv. Og de forsvinder ikke. De nager os. Dette stykke er skabt over den slags tilskikkelser.” I en af sine karakteristiske forskydninger fra hovedaksen sætter Greig fokus på det kredsløb af ukatalogiserbare livsfragmenter, der har fundet et hjem i hans stykke: En international delegation til en konference mod landminer på et hotel i Oslo.
Den kvinde han engang var på ferie med i Frankrig og ligegyldigt hvor hun vendte sig, så mænd der mindede hende om hendes mand derhjemme. Den pige i skolen han i bundløs forelskelse fulgte som en hund, som aldrig værdigede ham et blik, indtil han mange år senere traf hende og tilbragte en hed weekend i hendes selskab, for bagefter at glemme at ringe til hende…
Hvad der hos en mindre begavet dramatiker ville forblive en ophobning af excentriske indfald, samler sig hos David Greig til et helhed. Ved hjælp af en avanceret cut-up-teknik lykkes det ham at afspejle en verden befolket af ufrivilligt hjemløse på jagt efter et blivende sted, et fast holdepunkt. I ”Casanova” gestaltes det gennem titelfigurens forestilling om at finde den eneste ene. I ”The Cosmonaut´s last Message…” gennem en række menneskers paradoksale forening gennem en kollektiv ensomhed. I sit seneste stykke ”San Diego”, der udgjorde et af højdepunkterne ved dette års internationale Edinburgh Festival, sættes problematikken på spidsen.
En af Greigs underholdende påstande i dette stykke er, at den menneskelige hjerne ikke er i stand til at rumme mere end 256 mennesker, hvilket omtrent svarer til antallet af passager på en almindelig ruteflyver. I direkte forlængelse af denne antagelse handler stykket om hvad der sker med os og vores ”landsby-dimensionerede” hjerner når vi – som nu - befinder os i et globalt samfund på flere milliarder. Med piloten på en Boing 737 som gennemgående figur og bindeled bevæger vi os mellem England, USA og Nigeria. Som ofte hos Greig er vi i selskab med mennesker der ikke kan nå frem. Det ene øjeblik er vi med den prostituerede Amy, der ikke kan finde den lejlighed hvor kunden befinder sig. Det næste øjeblik med en ung nigerianer der er kommet til Californien ved at klamre sig til hjulene af en flyvemaskine. Målet med rejsen er at finde den mor der forlod ham i en tidlig alder for at blive korpige i Paul McCartneys verdensomspændene Wings-turné med ”Band on the Run”. Samtidig indskriver nigerianeren sig i den store gruppe af mobil arbejdskraft der bevæger sig illegalt fra land til land for at udføre alt det arbejde, ingen andre vil røre ved. Lige som piloten er den figur der binder handlingstrådene sammen, er flyvemaskinen stykkets gennemgående metafor; flyvemaskinen er vores landsby, kabinen vores hjem, hævder Greig, og gennemsnitsbarnet i det 21.årh. vil tilbringe mere tid om bord på en flyver end i selskab med sine bedsteforældre.
På trods af sit righoldige arsenal af tilbagevendende temaer har Greig en forbløffende evne til at forny sig. Den viser sig som en sans for hele tiden at finde nye indfaldsvinkler til hvad han end måtte beskæftige sig med. Greig er noget så usædvanligt som en dramatiker der er lidenskabeligt optaget af tankekonstruktioner. Som en understrøm i hans skuespiltekster hører man et insisterende: Hvad-nu-hvis? Det fire år gamle skuespil ”The Speculator” er på flere måder emblematisk for hans forfatterskab. ”The Speculator” handler om den skotske bankmand John Law der i begyndelsen af 1700-tallet forsøgte at tage springet fra en økonomi baseret på guld til en der var baseret på papir. Hans plan fordrede investorer der kunne underbygge dette filosofiske spring fra at acceptere det ædle metals umiddelbart håndgribelige værdi til den teoretiske værdi der knytter sig til papir. Så længe der var mennesker der støttede hans teori, var Law den rigeste mand i verden. Da de mistede troen, mistede han alt.
Det giver god mening at betragte David Greig som en spekulant i lighed med John Law. Ikke i ordets gængse forstand som en der tager chancer i håb om vinding, men i dets romantiske betydning, som en ”der forestiller sig muligheder og tvinger dem i eksistens”. I den forstand handler ”The Speculator” om noget så omfattende og luftigt som den menneskelige forestillingsevne. Og Greigs kunstneriske projekt tegner sig som et projekt der, hellere end det vil fortælle historier i den gammelkendte forstand, drejer sig om at identificere abstrakte stemninger og følelser og give dem en genkendelig, manifest form.
Med sine skuespil er det lykkedes David Greig at skabe en teatral form der formår at afspejle det moderne livs kompleksitet uden at blive akademisk. En slags globale panoramaer der reflekterer verden for os fra stadig nye vinkler. Af samme grund kaster Greigs skuespil altid flere spørgsmål af sig end de besvarer og en af deres største kvaliteter er evnen til at tvinge os ud af vores tilvante tankeloops. Mens generationsfællerne arbejder med konfrontationen som deres primære virkemiddel, har Greig valgt en mere subtil fremgangsmåde der handler om at så tvivl. I stedet for at skabe genkendelige erfaringer ved at gentage de situationer, vi lige har gennemlevet i det virkelige liv, åbner Greig vores øjne for det liv vi lever ved at skabe situationer vi hverken har eller vil komme til at opleve. Teatret er nu det sted hvor vi afprøver de tanker, som vi forsømmer i det levede liv. Et sted for modelstudier, ganske enkelt.- Det kan vi nok have brug for i en tid hvor udblikket på verden ofte lider under de naturlige begrænsninger det giver at anskue den gennem den lille rude i betalingskuverten.