En fritsvævende kasse af meningsfuldhed
En samtale med Peter Asmussen
Af Karen-Maria Bille

Dramatikeren Peter Asmussens stykker udspiller sig som regel indenfor privatlivets rammer, i et dramatisk univers der stort set er renset for referencer til den omgivende verden. I sit nye stykke vender han blikket i begge retninger på én og samme gang. Ud i verden og ind i det intime forhold mellem Manden og Kvinden. I et frækt dobbeltgreb præsenterer han os for to slags realiteter – det er både hjemligt og fremmed.

- Der er fire scener i stykket, de to af dem udspiller sig i hjemmet eller intimsfæren, de to andre i en mere offentlig sfære. Man kan sige, at jeg har skrevet et upolitisk stykke for at tale om politik, eller omvendt – det afhænger af hvor man lægger vægten. Der er jo ufattelig mange mennesker der bruger det politiske til noget personligt i deres liv. De bruger det til at opfylde et behov, leve noget ud, de ikke lever ud i deres privatliv. Jeg kan aldrig lade være med at interessere mig for, hvorfor folk siger eller mener, som de gør. Hvorfor er nogen racister og andre ikke? Hvorfor bliver nogen pacifister og hvorfor er der nogen der ikke kan få krig nok? Det er jo ikke gudgivet, at det skal være sådan. Det er udtryk for et eller andet. Det er jo noget psykisk.
- Når jeg ser politikerne optræde og være fuldstændig forknudrede, så tænker jeg; ”Så gå dog hjem og få et knald, for fanden, eller gå ud og drik dig skidefuld.” Det er jo der den brænder på. Hvorfor skal vi lide under, at det er sådan nogle knudremikler der sætter dagsordenen. De længes jo efter alt muligt, ligesom soldaten i ”Forbrydelse”, der længes efter kærlighed og nærhed. Men den vender politikerne altså om og går ud i verden og laver alt muligt om. Jeg kan ikke forstå hvorfor der er så meget der skal laves om. Til hvilken nytte. Hvem bliver glade og lykkelige af det. Ingen sandsynligvis. Jeg kan godt sætte mig ind i, at folk interesserer sig for ting der ligger langt væk fra dem selv, fordi de ikke har styr på deres eget liv.

Selvom man tumler med nok så mange problemer i det private, må man vel erkende at der findes problemer der i et globalt perspektiv er væsentligere?

- Jamen er der det. Det er jeg ikke så sikker på. Jeg taler ikke om at bo i den perfekte have, men om at have orden i nogle grundlæggende ting. Der er forskel på om man kan komme ud på vejen for bare rod i ens egen have eller om man har skabt sig en tålelig vej gennem haven. Det kræver meget mere mod og smerte at få styr på sin egen tilværelse end at engagere sig i en eller anden stor sag. Men jeg tror, at den investering er absolut nødvendig, for at det du så går ud i verden og gør, har nogen som helst betydning. Prøv at forestille dig den helt store løsning; Der er ingen krig, sult, fattigdom, sygdom osv. Alle de store problemer er løst. Men alle er ulykkelige i deres personlige liv! Det som nogen kalder livskvalitet, som om det var noget man kunne købe i Irma. Det hører vi aldrig om i det politiske liv, den reference til intimsfæren finder ikke sted.

Du giver udtryk for utilfredshed og samtidig kan du ikke rigtig se meningen med at lave noget om. Hvordan hænger det sammen?

- Jeg har svært ved at se en større mening med det vi går og foretager os. Det indrømmer jeg og det er muligvis en svaghed. Jeg kan ikke se, hvor det fører hen. Jeg kan ikke se grunden til, at noget skal forandres, for jeg tror ikke at forandringen gør det bedre. Og selvom vi så lever i verden der er lidt bedre på nogen områder, så ændrer det ikke på om det er meningsløst eller ej. Der er i virkeligheden ikke nogen mening med at have det godt. Eller man kan sige; der er lige så meget mening i at have det godt, som at have det af helvede til. Det ene er ikke mere meningsfuldt end det andet.
- Jeg erkender, at vi er nødt til at foretage os et eller andet for ikke at kede os ihjel. Man er nødt til at opfinde et eller andet. For at holde sig selv i gang og derfor skriver jeg. Samuel Beckett sagde engang; ”Nothing to say, keep on talking.” Hvis jeg stopper op, så ved jeg jo godt, at den der meningsløshed sniger sig ind. Der er også noget der er meningsfuldt i meningsløsheden. Meningsfulde øjeblikke, når et eller andet opsluger os. Forelskelse, nærhed, kunst, hvad som helst, der opsluger os i øjeblikket og ophæver den store meningsløshed. Giver os en lille pause. Ingen der er forelsket, sætter spørgsmålstegn ved meningen med at være forelsket. De er det bare og det vidunderligt!

Hvad er meningen med at skrive skuespil, udover at fordrive tiden?
Jeg er meget forsigtig ved at pille ved det punkt, fordi det er et af de få steder, hvor jeg stadig kan udøve et eller andet og hvis jeg begynder at pille ved det, så kunne det sagtens….det er jo skrøbeligt. Hvis du spurgte mig, hvad meningen var med at skrive et bestemt stykke, så ville jeg ikke være i stand til at svare. Så kunne jeg lige så godt pakke det sammen, ligesom alt det andet, jeg også bare kan pakke sammen. Du ville sandsynligvis heller aldrig sætte spørgsmålstegn ved dine børns mening. Selvom jeg hader når nogen omtaler deres værker som deres børn…men altså jeg har det på den måde med mine skuespil. Et kunstnerisk værk er på en vis måde en fritsvævende kasse af meningsfuldhed.

Hvordan skriver du dine stykker?
Jeg laver altid stykket færdigt, inden jeg begynder at skrive det. Altså, jeg skriver det færdigt i hovedet og så skriver jeg det ned bagefter. Derfor tager det aldrig ret lang tid at skrive, mens det kan tage lang tid at lave. Jeg skriver selvfølgelig nogle noter undervejs, som en slags stationer eller byggeklodser og på et eller andet tidspunkt samler de sig så – forhåbentligvis - til et stykke. Når jeg begynder at skrive står det lige så klart for mig som den her Ramlösaflaske jeg sidder med. Det er helt tredimensionelt og jeg kan se hele vejen rundt om det. Hvis jeg satte mig ned og forsøgte at skrive inden det var færdigt, ville jeg gå i stå efter tre sider. Det ved jeg altid, så har jeg ikke ventet længe nok. Det er det værste for mig, det at gå og vente på at være klar til at skrive. Det er et helvede.

Det Kongelige Teater 2004