Det handler om de store, enkle valg
Samtale med instruktør Kasper Bech Holten
Af Karen-Maria Bille
Kasper Bech Holten fremhæver ofte teatersalen som det rum hvor der skal gives plads til de store historier. Det er her vi kan svælge i følelserne. Det er her man får chancen for at beruse sine sanser. “Jo mere tilskuerne græder, desto bedre har teatret gjort sit arbejde”, udtalte Operachefen sidste år. Men hvad er det nu vi skal med alle disse storladne fortællinger, der slet ikke ligner det liv, de fleste af os lever.
Det er ikke teatrets opgave at ligne virkeligheden. Hvis vi skildrede virkeligheden med alle dens mellemregninger ville teaterforestillingen blive uendeligt lang, og hvorfor skulle man også i en opera synge om hvorvidt der er flere ris tilbage i Netto? Teater skal fortælle om det der er væsenligt og når vi ser tilbage på vores liv, ved vi godt, at det ikke var turen i Netto der var central, men at det var de store øjeblikke, hvor vi fik indsigt i os selv, hvor vi mødte kærligheden eller oplevede død og sorg. Vi har fået en forskubbet opfattelse af hvad der er vigtigt i tilværelsen. Jeg har selv kørt karriere, karriere, karriere og forsøgt at skabe oplevelser for mig selv gennem arbejdet. Men når jeg bliver 70 og tænker tilbage på mit liv, så er det ikke om jeg lige fik lavet “Ivanhoe” i Dyrehaven der tæller. Så er det de store enkle øjeblikke hvor følelserne ændrede mit liv der vil stå som afgørende. I den forstand ligner teatret vores liv i kondenceret form og det synes jeg er mere relevant end at forsøge at afspejle verden 1:1.
Hvis man sætter det på spidsen kan man vel sige, at du forsøger at rejse et tempel over vores følelsesliv?
Det er jo meget moderne at forsvare det enkelte, individualiserede menneskes ret til at sætte sit følelsesliv i centrum. Vi taler om følelser. Vi dissekerer følelser. Det er vældig godt, men i sidste ende tror jeg ordene slipper op. Det alternativ musikteateret eller en forestilling som “Ivanhoe” giver er at man kan leve følelserne. At man kan øve sig på at føle, at man ved at bruge det ruster sig til livet. Det der interesserer mig er ikke at bygge et tempel eller skabe en hellig plads i samfundet, men at sige til hvert enkelt menneske; husk at træne den del af din sjæl. Husk nu at træne den del af dit jeg. Der er masser af mennesker der husker at gå til fitness eller til læge for at holde kroppen ved lige. Men husker vi også at bruge vores følelsesliv, så det er i form den dag, vi selv oplever sorg eller glæde eller begær eller vi ser andre opleve det. Empatien er også vigtig.
Jørgen Ljungdalh og Jokum Rohdes “Ivanhoe” - manuskript kunne godt ligne et oplæg til en opera i den forstand at det er meget enkelt, nærmest grafisk i sin måde at fremstille Ivanhoes konflikt. Det holder sig hele tiden til udviklingen af den centrale historie uden at fortabe sig i bimotiver.
“Ivanhoe” minder på mange måder om musikteater, fordi de ord der definerer deres følelsesliv er lige så skarpt optrukne som var det en opera. Det synes jeg er smukt. Jeg synes det er herligt at kunne tage nogle af de redskaber vi bruger i opera med ind i taleteatret. Midt i det spektakulære at fokusere på et menneskes følelsesmæssige udvikling. Der er 28 heste, der er ridderturneringer og angreb og bueskytter, der er et 120 mands kor og et kæmpeorkester. Det er et enormt set up og midt i det er det min opgave at insistere på, at vi fortæller en eksistentiel historie om eet menneske, nemlig Ivanhoe.
Forestillingen handler om et menneske der vender hjem. På en måde er det en moderne historie om en ung mand der har været på eventyr. Ivanhoe har været 3 år på korstog, i vores dage tager man til Tibet eller på trekking eller hvad ved jeg. Nu vender han hjem og skal til at være voksen, tage ansvar, vende tilbage til det liv, han er bestemt til at leve. Eller insisterer han på at blive i eventyret, i drømmen, i flugten fra den virkelighed der venter ham i England? Nu kan det lyde som om jeg advokerer for at han skal gøre det første, det gør jeg ikke, men i England venter der ham en opgave. Noget af det jeg har diskuteret med skuespillerne er hvor moderne det er at sige, at Ivanhoe skal have Rebecca. Det er der hans passion ligger lige nu, det er hende han er forelsket i, naturligvis skal han gå efter det. Der er i vore dage en insisteren på at man skal have lov til at udleve sine følelser no matter what. Men Rowena repræsenterer det konstante, ansvaret og det er det “Ivanhoe” også handler om; tør han tage ansvaret for sit liv og vælge Rowena, selvom han lige i øjeblikket er passioneret optaget af Rebecca. Tør han påtage sig den vigtige rolle han er udpeget til at spille i kampen om Englands fremtid og Cedrics søn der skal overtage Falkehøj og hjælpe med at promovere Richard Løvehjertes politiske dagsorden om at samle landet. Tør han blive voksen og holde fast i kærligheden til Rowena i stedet for at gå efter det der sjovt lige nu. Vi ser fortrinsvis Ivanhoe sammen med Rebecca og er derfor mest tilbøjelige til at sige, at han skal vælge hende. Men stykket slutter med at han vælger Rowena og bliver sig bevidst at her er noget han må gøre. Ikke som en udefra kommende pligt, men af indre nødvendighed. I begyndelsen af stykket siger Ivanhoe; “Nu er jeg kommet tilbage i tiden” og det er måske et stikord for ham, at han er vendt tilbage i tiden og er kommet ud af den tidslomme eller drøm Palæstina repræsenterer for ham.
Den store afstand mellem scene og tilskuere i Dyrehaven berøver dig muligheden for at fortælle om Ivanhoes eksistentielle valg gennem en rigt facetteret personinstruktion. Du kan jo ikke nuancere Ivanhoes udtryk i det omfang, du sikkert har lyst til.
Det er klart, at man ikke har de nuancer til rådighed som man har hvis man arbejder på Caféteatret. Til gengæld giver afstandene herude mulighed for en udtrykskraft som er sjælden indenfor taleteater. De lægger op til at man som instruktør træffer nogle store, enkle valg. Ligesom i operaen kan vi tillade os at forenkle følelseslivet lidt og når alt kommer til alt, så er det måske sådan, at når man fjerner mellemregningerne, så bliver det hele vældig enkelt og banalt.
Det ville have været relativt nemt at modernisere “Ivanhoe” og trække nogle tydelige referencer til vores tid - ved at gøre Isak af York og Rebecca til muslimer, ved at lade de fremmedfjendske stemmer komme klarere til udtryk, ved at fortolke Tempelridderne som en slags middelalder-rockere og alt sådan noget. Det har du afholdt dig fra.
Tiden kalder på at man beskæftiger sig med politiske temaer, men den bedste måde at gøre det er ikke nødvendigvis at demonstrere dem 1:1. “Ivanhoe” bliver ved med at interessere os, fordi den har nogle dagsordener, der også vækker genklang i dag. Den kobling synes jeg publikum selv skal have lov at foretage. Og selvom publikum ikke formulerer referencen til en moderne politisk dagsorden - hvem ejer landet, hvad er en nationalstat, hvem definerer England, hvad får man ud af at tegne skarpe fronter op mellem franskmænd og englændere, hvordan er jødernes retsstilling - tror jeg, de kommer rigere derfra. Vi har været igennem en fase, hvor alle de paralleller der kunne drages blev vist fra scenen. Det hele skulle ligesom ind med skeer, fordi man som instruktør ville vise hvor klog man selv var. Men jeg synes egentligt det er sjovere, hvis man kan få tilskuerne til at føle sig kloge.