Den moderne heltetype
Af Karen-Maria Bille
I tegneserien Valhalla er guderne en afspejling af menneskene: Guderne bor i en stor by med en masse geder og menneskene bor i små bygder med ikke så mange geder. Jeg ville ikke have at Valhalla var en slags norrøn bygd i Norge, jeg ville gerne lave en gudeby. Sådan siger dramatikeren Jokum Rohde der har skrevet manuskriptet til Thor.
Bestillingen på Thor hensatte mig nærmeste i en tilstand af granatchok, fortæller Jokum Rhode. Der er 3 uger til premieren og jeg har som forestillingens dramaturg bedt Jokum fortælle om hans overvejelser under arbejdet: Jeg oplevede det som et stort pres, at skulle arbejde med et materiale som alle synes at de kender. At skulle levere noget folk mener eksisterer – før jeg overhovedet havde skrevet det. Sagen er jo, at den nordiske mytologi, i modsætning til Ivanhoe, ikke er en fortløbende historie, men en række fragmenter som Vølvens spådom og Snorre Sturluson.
Begyndelsen var vanskelig. Jeg læste Eddaerne og spådommene og kværnede rundt i et eller andet dyr der hedder Sleipner, som slikker på et eller andet og igennem det skaber man verden. Jeg tænkte, hvordan laver man det i Ulvedalene. Hvordan laver jeg det her. Det jeg husker fra min skolegang i første klasse på Jørgen Stegelmans skole, det er alle de der Thor historier, hvor han løber hurtigere end tiden og hvor han skal løfte Midgårdsormen og drikke verdenshavene. Det vidste jeg, man kunne tage direkte fra Eddaerne, de scener eksisterer, og alt det andet er jeg nødt til at genopfinde. Så efter at have læst Eddaerne pløjede jeg mig igennem en masse Dungeon and Dragons historier, fordi de arbejder med et univers, hvor magien eksisterer på lige fod med virkeligheden og fysikkens love. Og så er det klart, at jeg kiggede på Ringens herre.
I Ivanhoe blev vi præsenteret for en gammeldags heltetype: Ivanhoe valgte det politiske ansvar og fornuftskærligheden. Han valgte at reetablere en tabt orden i England og for at gøre det, ofrede han sin kærlighed til Rebecca og Mellemøsten og det irrationelle. Faktisk ofrede han sin egen tro til fordel for det projekt.
I Thor havde jeg muligheden for at arbejde med en moderne heltetype. Her valgte jeg at lave en spejling i stedet for en gentagelse. Den første replik i Ivanhoe lød ”Jeg er Ivanhoe”, mens en af åbningsreplikkerne i Thor hedder ”Du er Thor”. Den ene ved hvem han er, den anden får pålagt en pligt og en skæbne, som han ikke vil have, fordi den er for hård. I den forstand er han en moderne helt, fordi deres heltemod bliver målt i hvor meget smerte, de kan tage. Det er målet for, hvor store mænd de er. Ligesom Jack Bauer i TV-serien 24 Hours, han kan tage rigtig meget. Det virker heroisk på mig, men det virker også uhyggeligt. Der er et sørgmodigt sortsind, der klinger meget moderne i mine øjne. Så jeg nåede frem til, at Thor skulle være sådan en helt der påtager sig et liv og en heltedåd og en smerte, som han simpelthen ikke vil have og gennem hele stykket ekstremiseres de ting, han skal præstere.
Thor gør det for at opnå sin fars kærlighed. Stykket er – ligesom Ivanhoe - blevet til et far-søn drama. Her handler det om, at Odin elsker sin søn Balder mere, end han elsker sin søn Thor. Og det til trods for at Thor gør alt det som faderen siger og Balder på mange måder kan slappe af. Jo mere Thor lyder Odins bud, jo mere hader faderen ham.
Odin og Thor er fælles om en sort orden, de har et mørkt syn på verden og de skal dø for at en ny orden kan blive født. Thor-skikkelsen er jo karakteriseret ved en stor dødsdrift. Jeg har givet ham en replik der lyder ”Helvedes totale krig vil passe mig godt”. Den er på en måde en analog til den seneste episode af 24 Hours, hvor Jack er taget til fange og hans kæreste så får at vide, at han har det godt. ”Det kan ikke passe”, siger hun. ”De piner ham lige nu, han må være i helvede”. Hvorpå Jacks ven svarer ”Nogle mennesker har det bedst i helvede.” Thor skulle have det der soldateragtige ligesom Jack Bauer: Imod alle odds. De amerikanske marinesoldater har et æreskodeks der lyder ”Ours are not to reason why. Ours are just to do or die. Semper Fi. ” Altså ”Semper Fidelis” – altid loyale. I det der ”Semper Fi” ligger der, at de ikke skal spørge, de skal dø. Og gennem at ofre sig, bidrager de til noget bedre og smukkere, som de aldrig selv kan tage del i.
For nu at vende tilbage til mit skuespil, så har vi også her at gøre med en orden der må selvdestruere. Villy Sørensen skriver om det i sin bog Ragnarok; at det er en krigerorden, der må vige for en fredsorden. Balder overtager som en anden Kristus. Det her foregår i en totalitær gudestat og dets hersker er, jeg vil ikke sige en ond Gud, men en farlig og ambivalent skikkelse. En halvblind ravnegud der bruger sort magi. Figurerne i den nordiske mytologi er meget dramatiske, fordi de har to ansigter, de er splittede.
En af de ting der tiltalte mig fra begyndelsen var, at vi har at gøre med et mørkt univers. Og det var jo meget lystdrevet, at skulle skrive noget der foregår i dødsriget. Jeg vidste også, at vi først skulle ned i dødsriget, når mørket var faldet på ude i Ulvedalene, så det måtte ikke være før ved 22-tiden, når vi var inde i 2. akt. Så jeg fandt ret tidligt ud af, at jeg ville arbejde med Balders død og at historien skulle handle om, hvordan Thor henter ham i dødsriget. Det var også vigtigt, at Thors motiv for at hente ham, ikke alene er broderkærlighed, men også at Balder er det eneste der kan forhindre Ragnarok. Da jeg havde truffet de valg, oplevede jeg, at Eddaerne pludselig åbnede sig for mig og kom mig i møde i den forstand, at de ting jeg ikke kunne se under den første gennemlæsning, pludselig passede ind i min historie.
Der er jo frit spil, når det kommer til guderne. Der er givetvis ingen der har mødt dem og interviewet dem. De fleste af de her ting er nedskrevet i en overgangsfase til Kristendommen dvs. i en tilbageskuende periode. Det er vel også forklaringen på, at de her guder bærer bevidstheden om, at de skal dø, fordi de er nedskrevet på et tidspunkt, hvor troen på dem var ved at forsvinde. De er altså i forvejen iscenesat til at beskrive en overgangsfase og netop fordi de er iscenesat, er der ikke noget til hinder for, at man nyiscenesætter dem til også at have en historisk, politisk pointe i vor tid.