"Urene hænder" er en actionthriller
En samtale med instruktøren Anders Paulin
Af Karen.Maria Bille

Den svenske instruktør Anders Paulin har besøgt Det Kgl. Teater en gang tidligere, dengang i 1999 for at iscenesætte Strindbergs - for et dansk publikum ukendte - "Hr. Bengts hustru". Nu gælder det Jean-Paul Sartres politisk-eksistentielle skuespil "Urene hænder". Dramaturgen Karen-Maria Bille talte med Paulin midt i prøveforløbet - om at iscenesætte Sartre, om det politiske teater og om teatrets samfundsmæssige funktion.

Dine tidligere iscenesættelser har fortrinsvis udspillet sig indenfor hjemmets fire vægge. I det stykke du arbejder med nu er den private arena erstattet med en politisk. Hvilken rolle spiller det?

Det spiller egentlig en meget mindre rolle, end jeg troede det ville gøre. Det har sikkert noget at gøre med den idé om politik der hersker i skuespillet. Det Sartre indirekte siger er, at politik i sidste instans er magt og politik handler om hvordan magt fordeles mellem mennesker. Og så er vi tilbage ved en situation, der præcis lige så godt kunne være en familiesituation. "Hr. Bengts hustru" handler også om magt, men her er det den magt en mand udøver i forhold til den kvinde, han har giftet sig med - kønnenes indbyrdes magt. Egentlig er det bare forskellige niveauer for samme spil.
Og så er der alligevel en afgørende forskel. Strindberg og Ibsen arbejder med psykologien i private relationer, men deres værker er skrevet "ind i" eller på baggrund af en fælles idé om hvad det vil sige at være en familie, hvad det indebærer. Når man arbejder med Strindberg ved alle, hvad det er for en slags familie vi taler om, vi kender spillereglerne for den. En story har også visse spilleregler, og det indebærer at hvis man går over den streg, bliver man udvist og overskrider man en anden bliver der dømt frispark. I mit arbejde med Sartre skal jeg bruge utrolig meget energi på at forklare spillereglerne, for den ramme af fælles overenskomster om hvilke konventioner der gælder findes ikke. Sartres tekst forekommer helt nøgen, indtil man bestemmer en masse ting i forhold til den. En genuint politisk situation er jo så fremmed i dag, at man først bliver nødt til at studere, hvad den indebærer inden man kan begynde at håndtere den.
Der hersker en fordom om, at politisk teater indebærer man går ud og påstår noget. Man vender sig mod publikum med en planche hvorpå der for eksempel står skrevet "Knus Kapitalen" - og så er man per definition politisk. Hos Sartre er det helt modsat. Hvis man læser i manuskriptet vil man se, at den overvejende del af replikkerne udmunder i et spørgsmålstegn. Den åbenhed forsøger jeg at bevare i stedet for at transformere den til påstande og postulater. Det er spørgsmålene der er interessante. I det øjeblik jeg vender det udad til en påstand, som skuespillerne kan slynge ud til tilskuerne, så har jeg også været tvunget til at bortvælge en masse aspekter. I det øjeblik jeg ændrer det eksistentielle spørgsmålstegn til et politik udråbstegn, så er det stendødt.

Hvilke konsekvenser har det for det formsprog, du har valgt for forestillingen? Her tænker jeg i første instans på forholdet mellem scene og sal, der tydeligvis er centralt for dig og din scenograf Christian Friedländer. Det afspejler sig ikke mindst i de bevægelige publikumsopbygninger Christian har konstrueret, der indebærer at tilskuerne skiftevis befinder sig på klods hold af handlingen og betragter den på en vis afstand.

Vi forsøger at gøre publikum til en slags jury i den her forestilling. I mine tidligere opsætninger har jeg arbejdet meget med hvordan figurerne geografisk forholdt sig til hinanden i et rum. Den her gang har nærheden været det afgørende parameter. Det vigtigste for mig er at komme tæt på handlingen, så man kan følge med i hvordan beslutningerne modnes trin for trin. Men jeg søger også nærheden for at kunne arbejde med mindre midler. Det ligger på en måde nærmere en realisme end jeg plejer at være. Eller måske skulle jeg kalde det stiliseret realisme, for der er jo ikke tale om realisme i dagligdags forstand. Samtidig med at jeg arbejder med en stor nærhed mellem scene og sal er den 4.væg blevet vigtig - her hvor den slet ikke findes. Helt modsat mine tidligere opsætninger vil jeg pludselig have skuespillere til at agere som om publikum ikke fandtes, selvom de er helt tæt på. Det skal være ligesom at kigge ind i et akvarium.

Når du vælger at betragte tilskuerene som en slags jury, afspejler det vel også noget tematisk i "Urene hænder".

Ja, for jeg vil gerne fremhæve at stykket handler om selve valgtsituationen - og egentlig ikke om indholdet af den politiske konflikt der udspiller sig i "Urene hænder". Stykket analyserer hvad der sker, hvis man vælger og hvad der sker, hvis man ikke vælger og hvor meget man vil betale for at vælge. Det handler altså mere om valget end om det man vælger.

Så kunne det lige så godt være en hvilken som helst anden situation, der blev analyseret end den konkrete politiske, hvis selve kernen i stykket er valget?

På en måde kunne man have lavet en lige så god story, hvis man erstattede den politisk konflikt med en konflikt mellem rivaliserende fodboldklubber eller sådan noget. Men det havde ikke været lige så interessant at fortælle den. "Urene hænder" er en actionthriller ligesom mange film. Filmene udspiller sig typisk omkring CIA eller en våbentransport eller hvad ved jeg, hvor det er meget tydeligt, at det er spillet der er centralt i højere grad end det det drejer sig om. CIA og våbentransporten er bare påskud. Det gode ved Sartre er imidlertid, at her er storyen også vigtig.

Det er altså vigtigt at fortælle den her partipolitiske konflikt…

Ja, men jeg har meget vanskeligt ved at tale om forestilllingen som politisk teater. Egentlig er det umulig at være politisk. I hvert tilfælde sådan som vi forstår det, for selve ideen om individet der tager politisk stilling er en genuint borgerlig opfindelse. Det er selve trademarket på borgerlighed og det er snart mange år siden, der fandtes et strukturelt behov for os som politiske væsener. Nu findes der udelukkende et behov for os som mennesker og passive konsumenter. Og i det system er vi helt uinteressante som individer, her kan vi ikke anvende vores politiske synspunkter til noget som helst. Det forekommer ret meningsløst at påstå, at vi burde lave noget mere politisk teater, fordi man da fuldstændig ignorerer, hvad det er for en historisk proces, vi befinder os i. I stedet synes jeg, man kunne efterlyse at teatret arbejdede med flere kollektive fortællinger. Forudsætningen for et politisk teater er, at man befinder sig i et samfund som faktisk er inde i en politisk proces. Der må jo være noget politik at lave politisk teater om. Det afgørende er om man befinder sig i et samfund, hvor de politiske positioner flytter sig. Det har været nemt i Berlin, fordi den by har været ude i et turbulent skift, der blandt andet indebar at adskillige millioner mennesker skulle gå fra at være kommunister til at være kapitalister.
Sverige og Danmark har været socialdemokratiske i 100 år; hvad skal vi lave politisk teater om, her sker der ikke et pis politisk. Teatret kan ikke finde på egne virkeligheder, der må være et ydre forløb som det kan kommentere. Det må kommunikere med noget, der sker udenfor os.

Hvad er teatrets funktion i så statisk et samfund som du beskriver?

Teatret skal være det sted, hvor man vover at tænke de tanker, som man ikke tør tænke udenfor. Det skal være et sted for modelstudier af det, der ikke må studeres i virkeligheden. Det at mislykkes er det mest forbudte i vores samfund, så man kan se teatret som et sted, hvor vi kan bearbejde vores skræk for at mislykkes. I et andet samfund er det helt sikkert noget andet der skal bearbejdes. Teatret skal med andre ord skabe et modelunivers, hvor man kan gennemleve erfaringer. Det tror jeg altid vil være teatrets mest vitale funktion. Modsat tror jeg at det bliver teatrets død udelukkende at skabe igenkendelige erfaringer, at gentage de situationer vi lige har gennemlevet i det virkelige liv - selvom det altid vil være den type af teater, der lokker det store publikum til sig.

Jamen, kan samfundet tage ved lære af teatret?

Nej, det tror jeg ikke. Samfundet vil altid være for dumt. Men mennesker kan blive større af at gå i teatret, hvilket jo i sidste instans kommer samfundet til gode.