Spejlkabinettet Hamlet
Af Dramaturg Karen-Maria Bille
Der er visse værker der med ujævne mellemrum krydser ens faglige bane, når man arbejder som dramaturg. Shakespeares ”Hamlet” er et af dem. I modsætning til de mange af de andre dramatiske værker der i det daglige ledsager mig, bliver jeg aldrig for alvor klog på ”Hamlet”. Guderne skal vide, at jeg har prøvet. Mine læsninger udformer sig altid som en svedig rejse gennem en kun delvist oplyst tunnel. Milevidt fra det kølige overblik med hvilket jeg hver gang håber at kunne lægge teksten for mine fødder.
I fraværet på sproglig transparens klamrer sig mig til skuespillets arkitektur. Det dramaturgiske forløb fordelt over 5 akter, der alle slutter med en tematisering af døden. Første akt ender med introduktionen af Hamlets dræbte far i skikkelse af genfærdet. Anden akt munder ud i Hamlets krav til skuespillertruppen om at genopføre forbrydelsen ved at spille ”Mordet på Gonzago”. Tredje akt slutter med Polonius' meningsløse død, mens fjerde akt munder ud i budskabet om den elskede Ofelias død for egen hånd. Alt dette som optakt og forberedelse til femte akts kulminerende massedød. Mine læsninger af stykket bliver således styret af denne strukturelle insisteren på dødstematikken. Den aflejrer sig som ligpletter i min hjernekiste og formørker mit sind, men den forklarer ikke stykket for mig.
Når jeg tager bogen ned fra hylden ved jeg, at jeg uvægerligt vil blive suget ned i tekstens malstrøm. Hver gang vil den kaste nye betydninger af sig, hvilket afstedkommer at teksten dybest set står på vid gab for stadig nye læsninger. Det er en trøst at vide, at jeg ikke er den eneste der føler denne svimlende åbenhed. Blandt de talrige forsøg der gennem tiderne er gjort på at bemestre ”Hamlet”, synes jeg den skotske instruktør Jeremy Weller havde godt fat i netop den problemstilling, da han lavede forestillingen ”14 Hamlets” på Theater Bonn i slutningen af 1980'erne. Gennem dagblade annoncerede han efter mennesker der følte sig beslægtede med Hamlet-figuren – professionelt eller privat. Annoncerne appellerede til en hær af mennesker som alle følte en eller anden form for identifikation med Hamlet, fra skuespillere der gerne ville eller allerede havde spillet rollen, til litteraturforskere, psykisk plagede og helt almindelige borgere der til sammen formede en polyfon Hamlet.
Hamlet er engang blevet betegnet som verdenslitteraturens mandlige modstykke til Mona Lisa. Ganske vist smiler han ikke hemmelighedsfuldt, men grubler gådefuldt og uforklarligt. Billedet af en sortklædt ung mand, der i smuk sorg stirrer på et hvidt dødningehoved, er blevet en slags ikon for stykket. Og lige så lidt som Mona Lisa prisgiver sin hemmelighed, lige så hårdnakket vægrer Shakespeares Hamlet sig mod ethvert forsøg på endegyldigt at blotte ”hjertet i sin hemmelighed.”
Blotlægningsforsøgene har hobet sig op til et veritabelt bjerg af fortolkende tekster. Et kvikt hoved har regnet ud, at et gennemsnitligt dannet menneske med en normal læsehastighed ved otte timers daglig læsning og en levealder på 70 år ikke kan nå at læse alt det der er skrevet om Hamlet.
Betragterens synsvinkel og placering definerer i helt usædvanlig omfang hvad “Hamlet” egentlig handler om. Hamlet, der er en gåde for sig selv, provokerer åbenbart den enkelte læser til selv at udlægge gåden, og i den forstand er der ikke en Hamlet – ”der er millionvis af ham, millioner af Hamleter, som Shakespeareforskeren Stopford Brooks skrev i 1913. Og de er alle sammen forskellige – egenidentifikationen er enorm: ”Vi er Hamlet”, mente den engelske litteraturkritiker William Hazlitt i 1818. - I læserens Hamlet-fantasier træder læseren selv frem – Spejlkabinettet Hamlet bliver med andre ord til et spejl for Hamlet-fortolkeren.
For at sætte denne problematik på spidsen lavede jeg for et par år siden en rundspørge i det danske kunst- og kulturliv, hvor jeg bad knap 100 mennesker skrive mig et par linier til besvarelse af spørgsmålet “Hvem er Hamlet?” Svarerne var – naturligvis – lige så forskellige som de mennesker, jeg spurgte. De havde imidlertid ét gennemgående træk og det var skribenternes instrumentalisering af “Hamlet” i deres eget private eller faglige projekt. Hamlet er teenageren, skrev en kvinde, der som mor til en talstærk børneflok nok i rigere mål end de fleste har haft lejlighed til at analysere overgangen mellem barn og voksen. “Hamlet” handler om Ofelia som kulturens kvindelige offer, sagde lederen af Det danske center for information om kvinde- og kønsforskning. Ind imellem har jeg spurgt mig selv, om Hamlet måske er bøsse, reflekterede en mandlig danser, mens en kendt studievært tog hatten af for Shakespeares evne til at indlejre kvalitet i et produkt, som var sin tids svar på kommercielt TV. - Uanset hvad vi allesammen mener, bliver det denne gang instruktøren af aftenens Hamlet-opsætning, Katrine Wiedemann, der får det sidste ord.