Hvornår røg dit liv af sporet?
Om den tyske dramatiker Falk Richter
af dramaturg Karen-Maria Bille
Får nogle år siden spurgte Schaubühne Falk Richter, om han ville skrive et nyt stykke til dem. Det ville han ikke, svarede han, for han var træt af at skrive færdige afrundede stykker. Richter havde lyst til at overskride grænserne af det enkelte værk og arbejde processorienteret. Ville Schaubühne mon stille et laboratorium til rådighed for ham, spurgte han. Han ville gerne have et ensemble og et rum der på een og samme gang kunne fungere som prøvelokale og opførelsested. Projektet skulle løbe i fire til seks måneder i hvilken periode der ville være et output på 10-20 forskellige forestillinger af varierende længde. Richter selv skulle ansættes på projektet som dramatiker såvel som instruktør og den samlede proces skulle gå under titlen Systemet.
Schaubühne gik ind på Richters idé. Efteråret 2003 blev Falk Richter og hans hold lukket ind i teatersalen. Projektet blev udstyret med en livline i form af en tænketank - af videokunstnere, akademikere, mediefolk og allehånde specialister - der ikke lod meget tilbage at ønske i forhold til den daværende Bushadministrations think tank. Endelig lod teatret sin facade dekorere af et enorm banner med påskriften DAS SYSTEM – hvis bestemte artikel lader en vide at der kun findes ét system, systemét, noget stort og universelt og allestedsnærværende, der strukturerer det hele, en selvregulerende maskine, som styrer de sociale forhold og determinerer vores selv- og omverdensforståelse. Umiddelbart er det ikke nemt at afgøre om der er tale om venstrefløjsparanoia eller cool brugsvejsledning til moderne livsførelse. Formodentlig ligger sigtepunktet et sted midt imellem. “Unsere Art zu leben” lyder undertitlen med en reference til daværende forbundskansler Gerhard Schröders retfærdiggørelse af de tyske tropper i Afghanistan som et forsvar for “vores måde at leve på” det vil sige den vesteuropæiske livsform. Og her har vi et af Systemets gennemgående temaer, der bedst lader sig formulere som et spørgsmål: Hvad er det egentlig vi forsvarer med disse kampindsatser rundt omkring på kloden? Problematikken belyses i – det noget stivbenede - skuespil “Hotel Palestine”, hvor Falk Richter placerer en flok journalister og amerikanske pressemedarbejdere af varierende politisk observans i en hotelbar, for der at lade dem diskutere Bushs intervention i Irak.
Et andet tema, der lægger sig i direkte forlængelse af førstnævnte er, nyliberalismen, som Richter forsøger at sætte ord på i aftenens stykke. Hvordan lever vi her i Vesten, spørger han, hvad er vores forestillinger om lykken? Om samliv? Og har vi andre værdier at navigere efter i det daglige end penge og karriere? I “Under is” males der er skræmmebillede af et vestligt kulturelt armod, hvor vores primære drivkraft er angst. Angsten for det sociale fald, angsten for den indre tomhed, isolationen, ensomheden, alderen, udbrændtheden, sammenbruddet. I Richters dramatiske univers er der tale om en slags Catch 22, hvor vores eneste fantasiforladte respons på denne angst er at arbejde endnu mere intensivt. Det interessante ved Richter er måske ikke så meget denne samfundsdiagnostik (som han langt fra er ene om) som det er hans skildring af dens emotionelle konsekvenser. I underteksten lurer de tunge spørgsmål om hvordan Systemet påvirker os; Hvordan har vi det? Hvad føler vi, føler vi overhovedet noget? Er vi kun i stand til at mærke os selv i sammenbruddet?
I “Under is” bliver ovennævnte spørgsmål vendt, drejet og analyseret over 14 scener, hvor vi dels følger hovedpersonen Paul Niemands punktnedslag i et liv der helt og holdent har været formet af arbejdsmarkedets vekslende krav, dels giver ordet til de to yngre konsulenter, Karl og Aurelius, der kritikløst er gået i et med tidens nyliberale dagsorden. Her er det kun de bedste der klarer udskillelsesløbet: Grow or go! Under Karl og Aurelius´ håndfaste vejledning ser vi nærmere på tidens værdibaserede ledelsesprocesser og dens hurra-formuleringer som ”inspirer dine omgivelser med positiv tænkning” og ”gør dine medarbejdere til helte i deres egne succeshistorier”. I dette managementunivers, hvor stilstand er tilbagegang og det eneste der tæller er selvoptimering, følger vi Paul på et kursus, hvor de ansatte bliver bedt om at opføre scener fra ”Løvernes konge” med henblik på en styrkelse af firmaets team spirit. Og vi følger ham i et mislykket knald med Betty fra bogholderiet efter en våd firmafest, der bliver den direkte anledning til at han bliver fyret, idet den pinlige episode er blevet indfanget af overvågningskameraet og deres mislykkede sex kategoriseres som udslag af ”manglende effektivitet”.
Gradvist afdækkes et økonomisk system hvis iboende logik er, at det bestandigt overflødiggør andre. Det er ikke bare mennesker der pludselig er overflødige og udskilles af systemet, vi taler om hele kontinenter. ”Hvem har f.eks. brug for Afrika længere? Det skulle da lige være som bagtæppemotiv til en musical”, som det lyder i en af Paul Niemands mere rebelske replikker. Konsulenterne har imidlertid altid svar på rede hånd, i stedet for at betragte denne overflødiggørelsesproces som et overgreb, ser de den som nødvendig for opretholdelsen af det bestående system. Indenfor dette ræsonnement er fyringer i sidste instans til alles bedste. Og fyringslisten er lang, vi står faktisk alle sammen på den. Når vi har rundet de fyrre forvandles vi, som ved en naturlov, til dødvægt for firmaet. Udfasningen sætter gradvist ind – hvor vi på toppen af vores ydeevne var udstationeret i New York og Paris, bliver lokaliteterne lidt efter lidt mindre mondæne; vi bliver sendt til Nuuk og ender i Ikast eller Herning.
De figurer der befolker Falk Richers dramatiske univers er som regel moderne såkaldt priviligerede mennesker, funktionærer og mellemledere ansat i internationale virksomheder. Fleksibilitet og globalisering er kodeord. Effektive og tilpasningsdygtige karrierekrigere, der bevæger sig fra lufthavnene hjem til de gatede communities, deres naturlige miljø er mødelokalet og hotellobbyen. De er på een og samme gang gerningsmænd og ofre. Deres arbejde har ingen almen interesse, tværtimod sigter det udelukkende mod en særdeles kortfristet profitmaksimering, der fortrinsvis opstår ved at nedlægge arbejdspladser eller frasælgning af statens ejendom til spotpriser. Hinsides enhver langsigtet strategi.
Allerede inden Falk Richter kastede sig ud i sit storstilede System-projekt tog han forskud på denne problemstilling. Første gang i skuespillet “Electronic City” fra 2003, en slags globaliserings-soap om kæresteparret Tom og Joy der stort set aldrig er sammen. Joy er nemlig stand-by-assistent der flyves ud til diverse lufthavne, hvor hun passer kassen i pret-a-manger-butikkerne, hvor alle forretningsmændene køber deres sandwiches og sushi. Og Tom er forretningsmand af den nye slags, spændt ud i informationssamfundets fremmedgørende globaliseringshelvede. Han rejser kloden tynd, Seattle, Tokio, New Mexico, og ved ikke længere, hvor han egentlig befinder sig. Er det et hotel, han checker ind på, eller er det også halvt en klinik, et fitnesscenter og en pornobiograf. Det ligner alt sammen hinanden bortset fra pornokanalernes små nationale forskelligheder. Man mærker, at man er i Australien på antallet af asiatiske kvinder. Tokio kendetegner sig ved hardcore-scenerne, den anale aktivitet, udstyret, de mange lebbere i lak. Alle forretningsmændene river den af på værelset, i en fart, og tørrer sig i hotellets welcome home håndklæder. Det er næsten ingen tid, der er gået til spilde, før de kan forsætte med at arbejde på deres medbragte computere. Og Toms hjerne er ved at brænde sammen under belastningen af alle de forskellige pin-koder, han afkræves, uanset hvor han vender sig hen. Til sidst kan han ikke mere, han synger for at holde panikken på afstand, men ikke engang sang kan dæmpe angsten og uden koder er han hjælpeløs.
I 2007, altså et par år efter “Under is”, forestiller Richter sig nu Karl Sonnenscheins liv i en gated community med kone og pubertetssøn. Det bliver til det dystopiske skuespil “Im Ausnahmezustand” (Undtagelsestilstand) om det trøstesløse liv i luksusreservatat. Hun har søvnproblemer, for hun forestiller sig at fremmede forcerer muren ved nattetide og invaderer stedet. Den egentlige trussel er imidlertid udsigten til at han skulle blive fyret, så de må forlade den gatede community der udgør hele deres sociale ambition. Og mens hun taler om alle de materielle goder og sikkerheden i denne boform, afslører han sin ubodelige ensomhed. På trods af de sociale foranstaltninger deres dagligdag er fuld af, har de ingen venner – omgangskredsen består af de mennesker de tilfældigt træffer ved barbecues, garagesalg, kortaftener, havefester, fødselsdage, videreuddannelsesseminarer, teaterforestillinger, skønhedskonkurrencer, forældrerådgivning, coachingseminarer, yoga, pilates og litteraturklubben, hvor de kan sidde og skrive små historier til hinanden.
Også i det seneste stykke “Verletzte Jugend” (Såret ungdom) fra 2009 bruger han “Under is” som springbræt, denne gang til at lave en slags kontraststudie til de tre arbejdsomme og effektive mænd fra aftenens stykke. Stykket udspiller sig som en lang natlig sammenkomst mellem tre venner, der nu mødes i den lejlighed de engang beboede sammen. Hvad er der så blevet af alle de gamle drømme og utopier? De store kærlighedserklæringer? Og hvordan skal det gå nu, hvor ungdomsbonussen er udløbet, men voksenlivet ganske enkelt nægter at indfinde sig. Det er på høje tid at træffe nogle vælg, men hvilke? Den tilværelse der dengang var åben og ekspansiv er nu ved at lukke sammen om ørene på dem. “Såret ungdom” handler om hvad der sker, hvis man beslutter sig for ikke at være en del af Systemet, hvis man melder sig ud og nægter at indordne sig under samfundets eller markedets regler. Hvornår er man drevet af sin systemkritiske holdning og hvornår er man slet og ret en taber, en bums eller måske direkte syg. Hvor går grænsen, spørger Richer i sit seneste stykke.
Det kunne lyde som tung kost. Eller måske direkte kedeligt som gammeldags tese-dramatik. Det er det heldigvis ikke. Falk Richter skriver ikke bare overordenlig humørfyldt, han er også en moderne entertainer hvis tekster rent dramaturgisk henter næring fra filmen og de digitale medier. Ofte i en drilagtig leg med tilskuerne, hvor han arbejder med en opløsning af de forskellige fiktionsniveauer. Ikke så snart er en scene etableret før den viser sig at være en scene i en film eller en TV-serie, ikke så snart er en replik udtalt før den viser sig at være en indstuderet replik fra produktionselskabets imaginære drejebog. Af samme grund kan Richters figurer være vanskelige at få hold på, for hvem er det egentlig der taler – er det dem selv eller er der nogen eller noget der taler gennem dem? Måske er det selve Systemet der har taget magten?
Richter lægger ikke fingrene imellem når han tegner sine apokalytiske billeder af en næsten totalitær kultur, hvor der ikke længere er plads til tvivlere eller folk der ikke er parat til at gå hele vejen. Et system der fordrer aldrig ophørende omstillingsparathed, hvor det er forbudt at slå rødder. En af Richters pointer er imidlertid at rodlose mennesker – ligesom rodløse planter – ikke kan suge næring og derfor efter kort tid visner og dør. Er han fremme med den løftede pegefinger? Ja, det er han da, men er det nu forbudt?
(Fototekst)
Den tyske dramatiker Falk Richter er født i Hamburg i 1969, allerede mens hans studerede lingvistik, filosofi og teater på universitetet i Hamborg skrev og instruerede han sine egne stykker. Han har siden arbejdet som instruktør, dramatiker og oversætter på adskillige teatre i Europa. Siden 2006 husinstruktør på Berliner Schaubühne. Richter har to gange tidligere været opført i Danmark med ”Gud er en DJ” på Caféteatret i 2000 og ”Trængsel og alarm” på Ålborg Teater i 2008.